menu
Artikler om fertilitet | Gode råd til at opnå graviditet

Ægløsning og menstruation efter spontan abort

Hvor lang tid går der fra en abort til næste ægløsning, og hvad kan man forvente af den første menstruation efter en abort? Læs alt om ægløsning og menstruation efter abort her i artiklen og find ud af, hvad du kan forvente, og hvornår du kan blive gravid igen.

Hvad sker der i kroppen efter en abort?

Efter en abort har din krop frastødt slimhinde og foster, eller dette er fjernet ved en udskrabning. Det svarer på mange måder til en menstruation, hvor slimhinden ligeledes afstødes.

Efter en spontan abort tidligt i graviditeten, vil man typisk bløde i en uges tid. Oplever du en spontan abort senere i graviditeten – sidst i 1. trimester, eller inde i 2. trimester – vil blødningen ofte vare længere, og der kan gå længere tid, inden cyklus normaliseres, og du får ægløsning.

Hvornår kan du forvente første ægløsning efter en abort

Efter en abort har du stadig graviditetshormonet HCG i kroppen, og det er mest almindeligt, at det tager lidt tid, før din krops hormoner normaliseres, selvom HCG-niveauet hurtigt falder efter aborten. Når HCG er ude af din krop, vil din almindelige cyklus starte op igen, og du får ægløsning og efterfølgende menstruation. Typisk går der 3-6 uger fra en abort til ægløsning, og derefter cirka 2 uger til den første menstruation, hvis du ikke bliver gravid.

Det er dog ikke usædvanligt at have den første ægløsning blot et par uger efter aborten. Hvis du ikke ønsker at blive gravid, er det derfor vigtigt, at du sørger for at bruge prævention allerede ved første samleje efter din abort.

Det er heller ikke usædvanligt, at din cyklus efter en abort er uregelmæssig de første måneder, og hos nogle kvinder går der flere måneder, før de får første menstruation efter aborten.

Hvad siger videnskaben om ægløsning efter spontan abort?

Der er foretaget en del videnskabelige undersøgelser om ægløsninger efter abort. Én meget anerkendt og citeret undersøgelse viste, at der hos de undersøgte kvinder gik 10-72 dage fra en abort til ægløsning, med et gennemsnit på 22 dage. 83% havde en ægløsning før den første menstruation efter aborten.

Forskning i ægløsning efter forskellige typer abort viser ikke statistisk signifikant forskel i, hvornår første ægløsning falder. Du kan altså statistisk set forvente at vente lige længe på din ægløsning, uanset om din abort var spontan eller provokeret, medicinsk eller kirurgisk og med eller uden udskrabning.

Første menstruation efter abort

Det er mest sandsynligt, at din første menstruation efter abort er helt normal og som du kender den. Mange oplever dog, at den første menstruation er længere, med kraftigere blødning og flere underlivssmerter. Din menstruation vil efter den første cyklus eller 2 begynde at ligne sig selv. Hvis du er nervøs, bør du selvfølgelig altid konsultere en læge.

Faktorer der kan påvirke, hvornår din cyklus normaliseres, og du får menstruation efter en abort:

  • Vævsrester: I nogle tilfælde, hvis du ikke har fået en udskrabning, kan der fortsat være vævsrester efter aborten i din livmoder. Det kan føre til en længere blødning efter aborten og forlænge perioden, før dine hormonniveauer normaliseres. I visse tilfælde kan disse vævsrester gøre det nødvendigt at få en udskrabning.
  • Graviditetslængde: Hvis du har haft en sen abort, vil dit HCG-niveau være højere, og din krop vil tage længere tid om at vende tilbage til sin ikke-gravide hormonbalance. Det er derfor helt almindeligt, at du vil skulle vente længere på, at ægløsning og menstruation vender retur.
  • Din cyklus før aborten: Hvis din cyklus var uregelmæssig før din abort, vil den sandsynligvis også være det efter, og du kan derfor skulle vente længere, før din menstruation kommer tilbage.

Hvis du vil være gravid efter spontan abort

Det er et helt individuelt valg, hvornår du er klar til at blive gravid igen efter en spontan abort. Føler du dig fysisk og mentalt ovenpå, er der som udgangspunkt intet i vejen for at blive gravid allerede i første cyklus. Der kan dog i sjældne tilfælde være særlige hensyn at tage, særligt hvis du har været igennem et medicinsk indgreb, så det er altid en god idé at snakke med din læge, hvis du hurtigt vil prøve at blive gravid, og er usikker på, om der er nogen risiko. Er du meget psykisk medtaget efter en abort, kan det også være en idé at vente, til det værste chok og sorgen over den mistede graviditet har lagt sig.

Det hedder sig, at det er nemmere at blive gravid i første ægløsning efter en abort, da kroppen skulle have nemmere ved at blive gravid, når den lige har været gravid. Der er dog intet videnskabeligt bevis for, at det forholder sig sådan.

Det kan være svært at ramme den første ægløsning efter en abort, da det er meget forskelligt, hvornår den indtræffer, og da du ikke har haft en forudgående menstruation, du kan beregne ud fra. Derfor kan det være en god ide at bruge ægløsningstests for at kunne følge med i, hvornår din første ægløsning falder.

Vær dog opmærksom på, at ægløsningsteste kan vise falsk positiv, hvis du fortsat har HCG i kroppen.

Hvad siger videnskaben om at blive gravid efter en abort?

Selvom de fleste danske gynækologer vil sige, at det som udgangspunkt er uproblematisk at blive gravid i første cyklus efter en abort, er der faktisk ikke hundrede procent enighed blandt eksperter.

World Health Organization (WHO) anbefaler, at man venter 6 måneder, da deres undersøgelser tyder på, at en tidligere graviditet har højere risiko for lav fødselsvægt og for tidlig fødsel. Det er dog vigtigt at understrege, at denne anbefaling bygger på én undersøgelse i Syd- og Mellemamerika, og at tallene derfor ikke nødvendigvis er gældende for danske kvinder. Der er da også undersøgelser, der kommer til den modsatte konklusion.

Den amerikanske organisation for gynækologer og obstetrikere, ACOG (the American College of Obstetricians and Gynecologist), understreger således, at der ikke er grund til at advare mod at blive gravid i første ægløsning efter en graviditet.

I en stor videnskabelig undersøgelse, der har analyseret data fra mere end 1 million kvinder, er konklusionen også, at en ny graviditet mindre end 6 måneder efter en abort ikke statistisk set er problematisk. Faktisk viser data en lavere risiko for komplikationer som lav fødselsvægt og tidlig fødsel. Hvis du er nysgerrig, kan du læse hele undersøgelsen (på engelsk) her.

Hvis du er i tvivl

Hvis du for nylig har været igennem en ufrivillig abort, er det meget naturligt, at du er utålmodig efter at blive gravid igen og ængstelig over, om din næste graviditet vil forløbe problemfrit. For langt de fleste kvinder har en tidligere abort heldigvis ingen betydning for din chance for en efterfølgende vellykket graviditet.

Hvis du alligevel er usikker på, hvordan du skal forholde dig efter en spontan abort, bør du altid tage fat i din læge eller gynækolog. De vil kunne give dig professionel rådgivning med udgangspunkt i dine individuelle forhold.

Kilder:

https://www.who.int/pmnch/topics/maternal/htsp101.pdf

https://www.acog.org/womens-health/faqs/early-pregnancy-loss

https://academic.oup.com/humupd/article/23/2/221/2605931

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3443686/

Relaterede artikler

Hvis du har forsøgt at blive gravid i et stykke tid, uden at der er sket noget, kan det være svært at være helt afslappet. Vi samlet 5 øvelser til mindfullness, der kan få enhver til at slappe af. Tanken er blandt andet at, når vi er nærværende omkring vores tanker og adfærd, bliver vi mere rolige, mindre stressede.

Læs mere

Har du folinsyremangel i graviditeten kan din baby få rygmarvsbrok. Læs her hvor meget folinsyre du skal have og hvordan du forebygger før graviditeten.

Læs mere

Kanonkuren er en kombination af vitaminer og kosttilskud, som skulle virke gavnligt på både mænds og kvinders fertilitet. Læs mere om kanonkuren og fertilitet her.

Læs mere

Gravide har brug for lidt ekstra vitaminer og mineraler for at både mor og barn får den mængde de behøver under hele graviditeten. Naturen er indrettet på den måde under en graviditet at barnet der vokser i maven bliver prioriteret højest, så hvis man ikke sikrer sig at kroppen er dækket ind med vitaminer og […]

Læs mere

Tilbage til alle artikler